Ultra-historie

[Kilder: IAU's statistik 2002, David Blaikies 'Ultramarathon Wold', Kondis.no samt Andy Milroy, statistiker for IAU.]

Umiddelbart skulle man tro, at ultraløb er et fænomen, der hører 90'erne el. 2000-årenes ekstrem-idrætter til. Det er da også i den periode, at antallet af deltagere er tiltaget mest markant, men som konkurrence-idræt er der tale om et forløb, som rækker omkring 240 år tilbage - og dermed er væsentligt ældre end de første moderne marathonløb.

Går man længere tilbage i tiden, er dét at tilbagelægge meget lange distancer målt med nutidens øjne ikke noget specielt 'sportsligt', men en praktisk nødvendighed. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor kroppen overhovedet i dag kan tåle, at man kaster sig ud i både 100km løb, 24-timers løb og det, der er længere; og at det måske snarere er vores mentale og ikke fysiske begrænsninger, der i dag udstikker grænserne.

Følgende er et kort rids af baggrunden for den moderne tids ultraløb. Den tager sin begyndelse ved overgangen mellem lange vandringer og decideret løb:

The great Pedestrians
Første gang tiden for en opmålt ultra-distance når et niveau, som tåler sammenligning med nutidens præstationer er da englænderen John Hague i 1762 tilbagelægger 161km i tiden 23timer og 15 minutter. Ikke nogen helt ringe bedrift, selv om der primært var tale om gang - heraf betegnelsen "The great Pedestrians" [=fodgænger].

Allerede i det næste årti, 1770'erne, ser 6-dages løbene dagens lys. Og der er vel at mærke ikke tale om dem på cykel; som først opstår langt senere ! Denne periode domineres af englænderen Foster Powell, der holder et snit af over 100km pr. dag i sine konkurrencer der strækker sig over den Victorianske 6-dages uge. Det er stadig i dag et respektabelt resultat for et 6-dages løb. F.eks. blev det internationale "Colac 6-day race" i Melbourne, Australien, i 2002, vundet med en distance på lige over 800km af Japaneren, Aki Anoue. Her ville Powell's distance have rakt til en 3.plads i det stærke felt.

Selvom ultra-løbets første guldalder således daterer sig helt tilbage til disse tider, skal man frem til starten af 1900'tallet, for at finde de tidligste kvindelige deltagere i denne helt ekstreme form for idræt:
Det første dokumenterede ultra-løb klares i 1912 af Californiske Eleanora Sears, som tilbagelægger 110 miles. Hvad angår deltagerlse i officielle løb, debuterer den første kvinde i 1923 i ultrasportens største enkelt-løb, det 90km lange og bakkede Comrades Marathon i Sydafrika, som stadig har tusinder af deltagere årligt.

Alligevel er det tankevækkende: - ved marathonløbets popularisering omkring 1970'erne, er der stadig modstand overfor at lade kvinder deltage officielt, og der tøves indtil 1984, før kvinder anses for kvalificerede til at stille på startstregen ved OL's marathonløb. Frem til 1948 var 100m den længste kvindelige disciplin.

Der kan være mange forklaringer på denne forskel mellem hvad kvinder tillades i ultraløb og i 'almindeligt' løb. En lille del af forklaringen kan findes i den omskiften, der kendetegner det moral-kodeks, som omfatter idrætsudøvelse. Og som i øvrigt ofte vil være et spejlbillede på den pågældende tids generelle samfundsnormer. Der vil ikke altid være tale om en liniær udvikling - hverken over tid eller på tværs af forskellige discipliner.

Men det skal også tilføjes, at der for de mandlige udøvere indenfor ultra-løb stadig i 17- og 1880tallet som regel tale om enkeltstående bedrifter til byfester og lignende. Kun sjældent sætter to løbere hinanden stævne, og det vil tit være med riciko for bogstaveligt talt 'dyre' tab af prestige for løberne, som på dette punkt i sporten overvejende er hel- eller halvprofessionelle.

Samtidig er der endnu ikke altid tale om 'rent løb', men om blandinger af løb og gang; igen prædikatet: 'The great Pedestrians' - de store fodgængeres tidsalder.

Tempoet sættes op
En af de første præstationer, der uomtvisteligt bærer præg af mere løb end gang leveres af endnu en englænder, Chalie Rowell. Han løfter i 1882 24-timers rekorden op til moderne niveau med en distance af 241km på et døgn. Prøv at gøre dét efter; det er bestemt ikke let, kan jeg garantere, og den danske rekord (som i beskedenhed er min egen) er da også her på den anden side af år 2000 stadig omtrent 20km kortere !

For at forsøge at forstå bedriften bag de 241km, må man sætte sig ind den tidsalder, hvor den blev udført. En tidsalder, der ligger længe før egentlige idrætsfaciliteter, løbesko, special-kost og lignende bliver tilgængelige for sportsudøvere. Og samtidig er der 14 år til de første Olympiske Lege løber af staben i Athen, 1896 - og dermed er hele den måde vi i dag forstår begrebet "idræt/sport" som et dagligdags fænomen, endnu meget fjern.

Udfra en filosofisk tilgang, kan der tilgengæld ligge noget af forklaringen i netop dét faktum. I det moderne begreb om idræt, ligger samtidig nogle begrænsninger i det felt, som udøveren opfatter som 'sit'. Herunder nogle afgrænsninger af, hvad man som udøver forventer at kunne, og hvad der opfattes som 'normalt' trods mottoet "hurtigere, højere, stærkere".

Men uanset hvordan man betragter det, ville Rowells distance for de 24-timer ville have bragt ham på sejrspodiet ved de fleste af de nutidige 24-timers stævner, som navnligt er ved at være talrige rundt om i USA og Europa - som i øvrigt i år 2003 vil være rammen om det første officielle VM i 24-timers disciplinen.

Til historien om Charlie Rowell hører, at de 241km, er opgivet som en mellemtid undervejs i et 6-dages løb, hvor han efter de 2 første dage var noteret for 415km. Det er svært at finde præstationer, der tåler sammenligning.

I det næste lange stykke tid sker der da heller ikke de helt store forbedringer, når det gælder den nye standard sat i 1882. Men vovemodet er usvækket; og fantasien og eventyrlysten bringer en eksplosiv udvikling af længderne med sig. Hvor 6-dages løbene før var den normale grænse for ultra-aktiviteterne, kommer 10-dages løbene i fokus, og den øvre standard sættes med det 1. Trans America Footrace i 1928. Her var distancen, der skulle tilbagelægges for at krydse USA, på op mod 5000km !

Uheldet vil, at den store økonomiske depression sætter ind netop omkring dette tidspunkt, og det bliver en væsentlig årsag til, at begivenheden i sin første æra kun før to leveår - 1928 og 1929. Langt senere har 1920'ernes pionerer fået følgeskab af nutidens mænd og kvinder med eventyr i årerne, og løbet har på det seneste været afholdt årligt fra 1992 til 1995.

Efterfølgende er Trans America' blevet afholdt med vekslende intervaller; bl.a. i år 2002. Også Cross Australia, med det officielle navn "Race of Fire" har været afholdt med mellemrum, ligesom der i april 2003 begynder en ny milepæl i etape-ultra: Trans Europa Footrace - Fra Lissabon til Moskva med daglige distancer på ca. 80km i 2½ måned; non-stop.

- Absolut et løb for folk, som ikke er bange for at gøre op med hverken den samfundsmæssige eller den indre 'jantelov' ...

Moderne tendenser
Det uomtvistelige spring frem til ultra-sportens nuværende stade sker rent præstations og rekordmæssigt med endnu en englænder, nemlig Donald Ritchie's, 6timer og 10 minutter for100km på bane.

Rekorden blev sat i 1978, og er ikke overgået siden, trods det faktum, at ultrasporten siden 1980'erne for alvor har fået momentum gennem afholdelsen af det årligt tilbagevendende EM og VM i ultraløb - "European Challenge" & "World Challenge", 100km; arrangeret af den internationale sammenslutning af ultraløbere; IAU under det generelle atletikforbund IAAF.

En mulig forklaring på rekordens standhaftighed kunne være et manglende konkurrence-pres på distancen, men gennem de seneste to årtier har såvel eliten som bredden grebet om sig med stor hast.

P.t. er det navnligt landsholdene fra Rusland, Frankrig og Japan, der dominerer i toppen, men i de seneste år har 100km distancen fået tilgang af mange nye landshold med stort potentiale.

Den nuværende landevejs-rekord (modsat Don Ritchies bane-rekord) er sat af Japaneren Takehiero Sunada med tiden 6:13:33, og det er samtidig også Japan, der for øjeblikket har kvindernes rekord med Tomoe Abe's respektindgydende 6:33:11. Sidstnævnte var en rekordforbedring på næsten en halv time af amerikaneren Ann Trason's tidligere rekord, så hos kvinderne går udviklingen stadig stærkt.

De nuværende rekorder er opnået henholdsvis i 1998 og 2000. Tomoes kvindelige rekord er iøvrigt tilstrækkelig stærk til at kunne indbringe en 1.plads i de fleste 100km løb - i herre-klassen. På etapeløb over 5 eller 10 dage ikke da heller ikke helt ualmindeligt at have en kvinde som samlet vinder, som det f.eks. flere gange er sket i Sri Chinmoy i New York.

På motionsplan, hvis man da overhovedet kan tale om motion i forbindelse med så lange distancer, er det navnlig Midt-og Centraleuropa og Nordamerika, der fører an. I disse regioner er der nu hver weekend flere ultra-løb at vælge og vrage imellem; nogle med flere tusinde deltagere. Størst er Sydafrikas 'Comrades Marathon' på 90km, som i 1999 havde over 14 000 tilmeldte og godt 11 000 gennemførende løbere !

Men trods massedeltagelsen og den intensive kamp blandt eliten, er der stadig på internationalt niveau omkring 3 minutter ned til Don' Ritchies gamle rekord. Så der er tale om en imponerende bedrift, som ikke bliver mindre af, at Ritchie stadig deltager i internationale mesterskaber på 100km og 24-timer - Jeg har selv haft fornøjelsen af at dyste med ham.

Den anden store profil i moderne ultraløb er den karismatiske græsk fødte Australier, Yiannis Kouros. Han er det nærmest man i denne sportsgren kommer en legende med sine 303,5 km i 24-timers disciplinen, sat i 1997. Det svarer til et marathon-tempo på knapt 3:22; bare ikke på 42km, men i 24-timer i træk. Det giver lidt stof til eftertanke hos den, der kæmper for at komme under 3 timer på selve marathon-distancen.

Udover sin 24-timers rekord har Kouros adskillige sejre i etapeløb som Trans Australien; i enkelte tilfælde på trods af, at han har givet omtrent et døgns forspring til konkurrenterne.

Dansk Ultra'
Ved overgangen til det nye årtusinde er Dansk ultra på mange måder ved at være oppe på internationalt niveau. Grænsen ned til tider under 7:00 timer på 100km distancen (sub' 3-timer pr. marathon undervejs) blev brudt i 2000. Enkelte løbere har placeret sig i top 20 i VM og EM sammenhæng, og i 2002 kunne stilles et fuldt landshold v. VM. Samtidig var 2002 også året, hvor Dansk Atletikforbund officielt anerkendte ultra-løb som en del af den øvrige atletik, ligesom DAF blev en del af det internationale ultrasportsforbund, IAU.

Også den kvindelige elite har vist styrke, og repræsenteret af Anni Lønstad (bosat i Tyskland), er det fra 1996 og fremefter lykkedes at få ram på flere af alders-verdensrekorderne i IAU's ultra-statistik: 6-timers løb med aldersrekord for 40 og 45års grupperne med hhv. 76,6km og 72,9km; og for 12-timers løb i 40 års klassen med solide 134,4km.

På motionssiden er udviklingen dog endnu lidt efter, hvad der kan mønstres i lande som Holland, England, Frankrig, Tyskland osv., men der er efterhånden en voksende skare af 'motionister' som hvert år prøver kræfter med distancerne over den almindelige marathon - enten i de 5 årlige ultra-løb på dansk grund, eller i de efterhånden utallige stævner, der næsten hver weekend tilbydes rundt om i Europa.

I 2002 sæsonen havde over 60 mænd og kvinder lagt jantelov og vanetænkning bag sig og succesfuldt gennemført nogle af atletikkens længste distancer.

Afrunding

På mange måder er ultra-historien et besynderligt bekendtskab. Både i dens evne til at ændre forestillingen om udholdenhedspræstationer som udelukkende et moderne begreb, samt ved at demonstrere, at der trods højt højteknologisk udstyr og store felter, ikke er overvældende langt ned til (eller hen til) de præstationer, som blev udført flere århundreder tilbage.

En sidste kuriøs detalje, som stiller udviklingen i moderne idræt lidt i relief er, at hvor moderne idræt er gået længere og længere i retning af en professionalisering af sporten med stigende pengepræmier og sponsorater - så har ultra-sporten langt hen ad vejen undergået den modsatte udvikling.

I sin vestlige version (der findes i andre dele af verden flere rituelle former for 'ultra-løb', som daterer sig en del længere tilbage end 1700-tallet) var de tidligste udøvere som regel hel- eller halvprofessionelle løbere, som tit havde en klar økonomisk motivation for den enkelte præstation - væddemål, udsatte præmier el. udsigten til at kunne ernære sig af 'berømmelsen'.

I dag er der kun meget få stævner med en præmiesum, der kan dække blot en brøkdel af de udgifter, som er forbundet med den livsstil, der er at deltage i ultra-sport. Ofte vil der måske være tale om, at deltageren snarere er nysgerrig efter, hvad der gemmer sig 'ude bag horisonten'; eller blot nydelsen ved en speciel samhørighed mellem krop, forstand og natur, som hverdagen ellers sjældent tillader.

- Og årsagen til Don' Ritchies gamle 100km rekord kan være, at dopingmonsteret endnu ikke, jævnligt, har aflagt besøg på ultrasportens baner. Medicinpræparater som 'epo' ville givetvis hurtigt have pulveriseret hans bestående rekord, og have bragt ultra-sporten mere 'up to date' end man kunne ønske sig. Men hvis det er den mentale faktor, der er vigtigst, er forklaringen måske lidt mere oplagt... !

(C) J. Olsen, dec. 2002.